1) Skift sofahyggen ud med ture i det fri🚶
Når du ligger og slapper af på sofaen og trykker “afspil” på din yndlingsserie på Netflix eller andre streamingtjenester, koster det dyrt for klimaet. Én times streaming udleder nemlig omkring 163 gram CO2, hvilket vil sige, at når du har set serie i 6 timer svarer det til en køretur på 8,5 km i bil.
Sommeren nærmer sig og vi går en lysere og varmere tid i møde, så hvad er bedre end en hyggelig gå- eller cykeltur i det fri?
Så tag din bedste ven eller veninde, søster, kæreste eller studiekammerat under armen og skift sofahyggen ud med en frisk tur udenfor.
For at gøre turen ekstra hyggelig, kan det være en god idé at medbringe en to-go kop hjemmefra fyldt med din yndlingsdrik – så sparer du nemlig både penge, men også yderligere CO2 på din aktive tur i det fri.
2) Pant dine dåser og flasker ♻️
Hvis du køber noget at drikke når du er på farten, så husk at tage din dåse eller flaske med hjem i stedet for at smide den i en skraldespand på halvvejen. Hvis du smider emballagen ud i stedet for at pante den, kan den nemlig ikke blive genanvendt til en ny dåse eller flaske – dette gælder også de emballager uden pant.
Det er ikke nok at affaldssortere glasflasker, plastikflasker og dåser – de skal pantes for at få endnu et liv.
Ved at pante ALLE dine dåser og flasker, er du med til at genbruge jordens vigtigste ressourcer og sparer dermed klimaet for dyrebar CO2.
3) Sundere kost = sundere klima 🥕
Vi ved alle at slik og chips ikke er sundt for kroppen, men vidste du at det heller ikke er sundt for klimaet? Et kg. slik og chips tilsammen udleder nemlig 2,3 kg CO2, der svarer til en næsten 20 kilometer lang køretur i bil. Derfor er der ekstra god grund til at skifte de søde sager ud med de grønne sager en gang imellem.
Grøntsager, især de grove, som rødder, kål og bønner, er den type fødevarer der belaster klimaet mindst. Du kan eksempelvis skifte chips med dip ud med et sundere og mere klimavenligt alternativ, såsom gulerødder dyppet i hummus. Dermed gør du ikke kun en god gerning for din egen sundhed, men også for klimaets.
4) Klimavenlig shopping 👗
En dansker køber i gennemsnit mellem 13 og 16 kg tøj om året, hvilket samlet svarer til 75.000 tons for alle husholdninger i Danmark.
Det vil altså sige, at 37.500 tons tøj ikke bliver genbrugt eller genanvendt og at tøjspildet koster omkring 100 millioner årligt i genbrugs- og genanvendelsesværdi.
For at komme dette problem til livs, har vi opstillet 5 tips til dig, der vil fornye din garderobe op til sommeren på en helt klimavenlig måde.
Få 5 tips til at gøre din garderobe mere bæredygtig HER!
5) Lad dine madvaner følge sæsonen ☀️
Selvom friskt frugt og grønt er lækkert at spise året rundt, er det ikke helt lige meget hvornår man spiser hvad, hvis man vil tage hensyn til klimaet.
Eksempelvis udleder de jordbær der findes i supermarkederne i de kolde måneder mere CO2, end de, der findes på hylderne i maj, juni og juli. Transport fra udlandet samt opvarmningen af drivhuse, der kan producere jordbær i de kolde måneder, er nemlig med til at sætte et negativt aftryk på klimaet.
Derfor er det en god idé at udskifte det udenlandske frugt og grønt med danske fødevarer, der er i sæson.
6) Tag cyklen eller bussen 🚲
Hver dag transporterer vi os til arbejde, skole, fritidsinteresser eller til møder med familie og venner. Sommetider tager vi bilen eller den kollektive transport, selvom vi bare skal en kort distance, som sagtens kunne klares ved at hoppe på cyklen.
30% af den danske CO2 udledning kommer fra transport, hvor det meste af dette kommer fra biler. Hvis vi blev bedre til at tage cyklen, kunne der spares helt op til ¼ af det samlede forbrug.
Så tag cykelhjelmen på, hop på cyklen og nyd cykelturen i solskinsvejret når det endelig viser sig.
Hvis det danske vejr ikke viser sig fra sin gode side, er det måske ikke det mest attraktive at cykle på arbejde i regnvejr og modvind. Ved at vælge offentlig transport i stedet for bilen, kan du stadig spare en del CO2. Bus, metro og tog udleder nemlig 4-5 gange mindre CO2, end biler gør.
7) Køb ikke mere mad end du kan spise 🍜
I det øjeblik man tager det første skridt ind i et supermarked, er man allerede eksponeret for utallige uimodståelige tilbud. Vi putter unødvendige ting i kurven, bruger et langt højere beløb end planlagt hjemmefra og smider i sidste ende en betydelig del af maden ud, fordi udløbsdatoen er overskredet.
Derfor er det en god idé at lave madplaner og have en indkøbsliste med hjemmefra, så der ikke kommer for mange uplanlagte tilbudsvarer i kurven – og ikke at handle på tom mave.
Hvis skaden er sket, og du har madvarer du ikke kan nå at få spist inden udløbsdatoen er ramt, kan du hente “For Resten” appen. Her kan du søge på den specifikke madvare, du mangler at få brugt, hvorefter appen foreslår en masse lækre opskrifter, hvori din overskudsmad kan indgå.
Vil du se flere apps, der kan hjælpe dig med at mindske madspild? Tjek vores anbefalinger ud HER!